Alle, der kan arbejde, skal arbejde

Vi skal tiltrække flere virksomheder, som skaber arbejdspladser.

Flere arbejdspladser giver færre ledige og flere skattekroner til kommunen.

Flere skattekroner til kommunen giver bedre service til borgerne. Det Konservative Folkeparti i Køge ønsker at etablere et særligt team af medarbejdere, som kan tage godt imod nye virksomheder.

Én fra teamet har ansvaret for at få virksomheden gennem kommunens forvaltninger og systemer, så virksomheden har de bedste forudsætninger for at etablere sig i kommunen og skabe nye arbejdspladser.

Teamet må som udgangspunkt ikke sige nej, men skal søge muligheder sammen med virksomheden. Fokus skal være på at ”sælge” kommunen til nye virksomheder, så der bliver skabt rammer og muligheder for nye arbejdspladser. Der er tale om en investering for at tiltrække flere virksomheder, fordi kommunen skal have brudt ledighedskurven og fortsat skal kunne yde en god service over for kommunens borgere. Teamet skal være opsøgende over for eksisterende virksomheder, så man kender virksomhedernes behov for ny arbejdskraft. Det skal være bindeled mellem kommunens ledige og virksomhederne, så der skabes bedre muligheder for at få oprettet lære-, elev- og praktikpladser. Dernæst skal teamet kunne matche virksomhederne med de kompetencer, som findes hos de ledige.

Det er konservativ politik, at alle, der kan arbejde, skal arbejde, og vi vil gøre kommunen skarpere til at tiltrække virksomheder og nedbringe ledigheden.