at binde den ny Køge Nord station effektivt sammen med Campusområdet, Universitetssygehuset og Køge by
at den kollektive rejsetid fra Borup til Køge max er en halv time
at der bliver udarbejdet en langsigtet infrastrukturplan for hele kommunen
Infrastruktur topper som oftest ønskesedlen, når virksomhederne bliver bedt om at angive, hvor kommunen bør prioritere for at skabe bedre vækstmuligheder for den enkelte virksomhed eller for samfundet generelt. Det er derfor klart, at Konservative helt overordnet vil arbejde for en effektiv vejbetjening af Køge Kommunes virksomheder og benhårdt prioriterer, hvor investeringer i nye vejanlæg, udbygning eller vedligehold giver det størst mulige samfundsøkonomiske afkast.
Men infrastruktur er for Konservative meget mere end sort asfalt. Infrastruktur spænder nemlig vidt fra egentlige vejanlæg og cykelstier til løsninger med kollektiv trafik og grønne stisystemer. Spændet er vidt, og derfor er det en vanskelig opgave at prioritere, da pengene som bekendt kun kan anvendes en gang.
Den sidste valgperiode, med en konservativ borgmester, har budt på stor infrastrukturudvikling som fx de vestvendte ramper ved Vemmedrup, en udbygning af Stensbjergvej i forbindelse med det nye Universitetshospital og Egedesvej for at tilgodese udviklingen i Køge Nord. Alle projekter, der tilgodeser hele kommunens udvikling.
I den kommende periode skal der arbejdes på at binde den ny Køge Nord station effektivt sammen med Campusområdet, Universitetssygehuset og Køge by, enten med en konventionel bus eller alternative transportformer som fx +way busser.
Resten af kommunen skal også bindes bedre sammen, og Konservative vil arbejde på at nedsætte den kollektive rejsetid fra Borup til Køge til maksimalt en halv time og med en acceptabel frekvens.
Helt overordnet vil Konservative arbejde for, at der udarbejdes en langsigtet infrastrukturplan for Køge Kommune, således at der er fuld åbenhed omkring prioritering, muligheder (vej, cykel, kollektiv) og økonomi, både på den korte og den lange bane.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter